Årets Gulerod 1998
I marts 1999 fik jeg, som IT-Chef på reklamebureauet BBDO, overrakt Årets Gulerod 1998 (årets medarbejder) med adm. direktør Michael Knudsens følgende kommentar og begrundelse:

Årets Gulerod 1998.
Som mange af jer ved har BBDO i en lang årrække, hvert år uddelt en hædersbevisning til en medarbejder, der har gjort sig særligt bemærket ved sit talent, sin flid, begejstring og vedholdenhed, sit kammeratskab eller sit lederskab.

Hædersbevisningen er udformet som en gulerod i 24 karat guld. Den er alle år blevet formgivet og udført af en af landets førende guldsmede og smykke-kunstnere,
Ole Bent Petersen, der år efter år har formået at tilføre hæderstegnet en særlig karaktér – ikke to af dem er ens! Desværre døde Ole Bent Petersen i sommer og vi har siden forsøgt at finde en efterfølger, der både kunstnerisk og fagligt kunne løfte arven.


Hæderstegnet er udformet som en brevåbner - til alle leverandørfakturaerne ;-)


Det har ikke været let, men nu er det lykkedes blot er årets gulerod endnu ikke blevet færdig, så i dag uddeler vi hæderen og efter nytår kommer guldet.

Valget faldt på smykke-kunstneren Per Suntum.

Som altid har det været svært at bestemme hvem, der har fortjent den mest. Valget er faldet på en person, der til fulde lever op til Gulerodens intentioner. En person der trods nedskæringer, urimelige tidsfrister og sure miner formår, at sætte nye standarder for hjælpsomhed.

Han – for det er en han – har et overblik og en kompetence, der gør ham i stand til at forvalte et af bureauets største budgetter med sikker hånd.
Når jeg siger et af de største budgetter, skal jeg måske sige investerings- eller omkostningsbudgetter. Mere præcist IT budgettet.

Årets Gulerod tildeles Peter Lars.


Med hæderstegnet fulgte denne lille ramme af en "røntgen-gulerod".


Peter Lars du har igennem en årrække udvist stædighed, vedholdenhed, flid og ikke mindst tålmodighed – der kun kan betragtes som legendarisk. Du har kæmpet og stået fast, når ignorante direktører har krævet nedskæringer. Du har sikret BBDO en absolut førerposition på IT området. Til glæde for alle os, der skal arbejde her hver dag. Og til forundring for vore kolleger i London og New York.

Og du har formået at få en hårdtarbejdende, travl afdeling sammensat af faste og freelancere til at udstråle den samme tålmodighed og optimisme, som du selv udstråler.

Du har fortjent årets Gulerod 1998.

Adm. Direktør
Michael Knudsen
BBDO A/S